KNÆSMERTER

Behandling af knæsmerter Slidgigt i knæet

Knæsmerter – Slidgigt i knæet opstår, ligesom slidgigt i resten af kroppen, ved overbelastning og/eller skæv belastning af leddet over længere tid (år). Ved slidgigt i knæet vil man typisk opleve bevægelsesbegrænsning (knæet bliver gradvist mere stift) og/eller man oplever smerte i knæet ved belastning og igangsætning. Der er ofte hørlige lyde fra knæleddet ved bevægelse.

Meniskskader

Menisken skades oftest ved drejning af knæet. Knæleddet tillader egentligt ikke drejning, og udsættes knæleddet for belastning i drejning (oftest hvor foden/underbenet står fast og resten af kroppen drejes) kan der opstå skade i menisken. Som ved skade på kroppens øvrige led kan man være disponeret for skaden, hvis den stabiliserende og styrende muskulatur omkring leddet eller andre led (eksempelvis ankel eller hofteleddet) ikke fungerer optimalt.

Ledbåndsskader i knæet

Der er fire ledbånd i og omkring knæet. To ledbånd på siderne af knæet, og to skrå ledbånd (korsbåndene) inde i knæet. Ledbåndene forhindrer bevægelse af leddet ud over det hensigtsmæssige, og virker stabiliserende ved at holde leddet på plads. Alle fire ledbånd skal være intakte, ellers forsvinder stabiliteten i knæet i den bevægelse som ledbåndet skal kontrollere. Konsekvensen er smerter i knæet og fremskreden nedslidning af knæet.

Behandlingen består i at genoprette (akupunktur, massage, manipulation) af de involverede led og muskler.